Generalforsamling 2011
afholdt på Tobakken torsdag d. 25.01.2011.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Formanden bød velkommen og efter
en sang var der
1. Valg til dirigent. Richardt
Dethleffsen blev valgt.
2. Formandens beretning:
Året har stået i fornyelsens tegn.
Allerførst må jeg understrege, at det har været et meget travlt år
for bestyrelsen og for en hel del medlemmer.
Det hører med, når der skal fornyelse og ny energi til i vores gamle
forening.
Forårsudstillingen på
seminariet, som nu hedder UCSyddanmark, forløb godt og planmæssigt.
Denne gang var musikken på spansk guitar - og det faldt i god jord.
Pressedækningen var tynd, fordi vi jo egentlig ikke rigtig kom med nogen
nyheder.
Udstillingen var af varieret kvalitet, og alle de medlemmer, der havde lyst til det, fik som sædvanlig lov at blive repræsenteret med mindst et værk. Sammensætningen af skulpturer og billeder gjorde, at publikum fik en udmærket sanseoplevelse.
Bladet, som udkommer to gange
årligt, er som sædvanlig præget af, at nye medlemmer kan præsentere sig
her, men også fyldt med finurlige historier fra de gamle medlemmer. Det
er mit indtryk, at bladet får det stof, der skal til og indeholder de
praktiske oplysninger, medlemmerne skal bruge.
Vi erkendte i 2009, at siden med udstillingsmuligheder trænger til at
blive redigeret. Her vil vi gerne have medlemmernes hjælp til gode
steder at udstille. I det hele taget vil jeg gerne her opfordre alle
medlemmer til at indsende stof til bladet.
På vores hjemmeside er der i 2009 blevet bragt nyt om udstillinger samt billeder fra forårsudstillingen og LAND ART udstillingen. Arlette har haft lidt mere at se til på hjemmesiden, fordi foreningens aktivitetsniveau har være højere.
Vi kan i bestyrelsen konstatere tilfredshed med såvel blad som hjemmeside.
Året 2009 var Oksens år ifølge kinesisk astrologi.
”Oksens energi er rolig og vedholdende. Det vil gøre os stålsatte og ansvarlige, og vi vil langsomt, men sikkert, nærme os vores mål.”
Det passer jo meget godt på bestyrelsens arbejde med LAND ART projektet.
Bestyrelsen havde besluttet at afholde LAND ART af følgende grunde:
1.Udfordre foreningens medlemmer og bestyrelsen kunstnerisk til at lave noget andet end de plejer.
2.Synliggøre foreningen og medlemmerne
3.Sætte spor efter 2009
Ad. Punkt 1. Udfordringen: Mange følte sig kaldede fra starten , inspirerede og gennemtænkte forskellige skitser til projekter. 1/3 faldt dog ret hurtigt fra igen - måske var udfordringen lige stor nok.
Ad.Punkt 2. Synliggørelse: Det lykkedes at synliggøre foreningen, fordi vi kom med en nyskabelse, vi var da også i avisen 3 - 4 gange og i TV.
Som en særlig ”forsikring”
havde vi inviteret en japansk kunstner, som med japanske indslag
skulle kunne vække en lokal journalists
interesse.
LAND ART bogen er en del af
denne synliggørelse. De 800 eksemplarer fordeles ud til
biblioteker, skoler og fonde og til deltagere og øvrige
medlemmer.
Vi havde jo også fornøjelsen af en BLOG redigeret af Birthe, som synliggjorde arbejdet med LAND ART. Her kunne vi også læse de artikler, der efterhånden blev bragt i avisen, journalister kunne følge med i arbejdet.
Ad.Punkt 3. Sætte spor: BRA har i ”Oksens år” sat spor i landskabet, avisoverskrifter og i deltagernes erindring og hos medlemmerne. Vores gamle forening kan endnu, selv om de fleste medlemmer er 50+ og foreningen nærmer sig 40 år.
De spor vi har sat i 2009 skal
bruges til at sikre foreningen støtte for de næste mange år.
Som formand for bestyrelsen skal jeg også redegøre for bagsiden af medaljen.
Når vi sædvanligvis afholder vinterudstilling deltager ca. 50 medlemmer, så når vi "gør som vi plejer” er flere medlemmer aktiverede så at sige.
Længe så det ud til at vi kunne være 30 deltagere i LAND ART, hvilket også er i orden, når man nu prøver noget helt nyt.
Al begyndelse er svær, tænkte vi i bestyrelsen, og ansatte en tovholder til at holde styr på 30 deltagende kunstnere.
Vi var bekymrede for, at arbejdspresset med projektet, og især bogprojektet, ville være for meget for bestyrelsen.
Per Ottesen blev valgt, fordi han havde et godt samarbejde med Myrthuegaard, og fordi han gerne ville være tovholder for os - og senere skulle han stå for arbejdet med bogen.
Han var ret beskeden med hensyn til aflønning, så det kunne vi i bestyrelsen ikke se noget forgjort i.
Vi holdt nogle indholdsrige møder og fik bl.a. sat nogle rammer for projektet på Myrthuegaard, og for budgettet - så vidt så godt.
”Den jordnære Okse" har det dog ikke altid let med kommunikation, som er en kvalitet, vandelementet bærer med sig. Okseåret kan derfor gøre diplomatiske forhandlinger til en træg affære. Besværlighederne kan siges med et billede: Hvis der kommer for meget jord i den vandige kommunikationsstrøm, bliver resultatet noget værre mudder.” Og her hentyder jeg ikke til vejret.
Vi var ikke mange deltagere og havde ikke længere brug for en tovholder, derfor stoppede vi samarbejdet med Per Ottesen midt under LAND ART symposiet, for at spare pengene simpelthen.
Vi havde dog tilbudt ham at være gæstedeltager i LAND ART projektet og det måtte vi stå ved.
Vi er stolte over at have gennemført projektet og over at budgettet holdt.
Vi forlader 2009 med et pænt overskud på regnskabet - der er penge at arbejde videre med i 2010.
Det slidsomme okseår er overstået. Vi glæder os over at vi nu er gået ind i tigerens år.
”Tigeren er viljestærk og kraftfuld, giver mulighed for at få succes ”.
Jeg håber for BRA, at Tigerens år smitter af på foreningen.”
Følgende kommentarer til beretningen: ansatte på ”Myrthuegård” siger, at
de aldrig har set så mange mennesker i området, som efter Land Art
udstillingen og der bliver spurgt, om BRA snart kommer igen og laver et
projekt.
Der var kritik af Per Ottesens indsats i forhold til honoreringen
herfor.
3. Regnskabsaflæggelse v/ kasserer Tudlik Wiese.
Da jeg ikke er i besiddelse af et eksemplar, kan dette ikke medtages,
men jeg kan se på blad forår 08, at regnskabet er aftrykt heri.
4. Indkomne forslag.
Der var indkommet 2 forslag, nemlig et fra Bjørn Thomsen og et fra
Mette Munk Ottosen.
Bjørns forslag ”På fællesudstillinger foretages som hidtil en udvælgelse
af indsendte værker. Der kan evt. bortvælges alle indleverede værker.”
Efter en længere diskussion for og imod blev forslaget vedtaget med 19
stemmer for og 6 imod, 1 blank.
Mettes forslag om ”at BRA laver en udstilling til fordel for de i
verden, der sætter livet på spil for ytringsfrihed i samarbejde med
Amnesty” blev vel modtaget og bestyrelsen arbejder videre med forslaget
og inddrager Mette i en evt. arbejdsgruppe.
5. Fastsættelse af kontingent.
Da vi p.t. har overskud forbliver kontingentet uændret kr. 300,00.
6. Valg af daglig ledelse.
Connie Borgen blev genvalgt. Stig Larsen blev nyvalgt til bestyrelsen.
Arlette Skodborg-Jørgensen fortsætter som hjemmesideredaktør.
Lause Søgaard blev genvalgt som suppleant og Birthe Gawinski blev
nyvalgt som suppleant.
Jørgen Lisborg blev genvalgt som revisor og Leif Fogh Jakobsen blev
valgt som revisorsuppleant.
7. Eventuelt.
Der blev oplyst, at indlevering til forårsudstillingen sker 11/3,
fernisering er 13/3 og afhentning 28/3.
Hvis nogen ønsker flere eksemplarer af ”Spor Vild Spor”, kan man rette
henvendelse til Tudlik, der vil formidle bestillinger til trykkeriet på
100 stk. De koster kr. 2.100,00 og mindste bestilling er 20 stk. Måske
kan man ”slå sig sammen”.
Der blev foreslået at sende bogen til Kunstavisen. Connie sørger
herfor.
Der var forslag om på ny at bestille Max Parylewicz til at kommentere
medlemmernes værker.
Leif Fogh Jakobsen overtager arbejde-sammen-dagen efter Erik Brøndberg.
Nærmere herom i det kommende blad.
Referent: Helle Dam
____________________________________________________________________________
Referat af GENERALFORSAMLINGEN 20.01.2009 kl. 19.30 på TOBAKKEN
Formand Connie Borgen bød velkommen til 22 medlemmer og på opfordring startede vi med at synge ”Velkommen i den grønne lund”.
Dagsorden:
1. Valg af dirigent.
Formanden foreslog Richardt Dethlefsen, der blev valgt med akklamation.
2. Formandens beretning v/Connie Borgen.
Connie glædede sig over, at forårsudstillingen var gået så godt. Der var god
stemning, musik og mad, nye medlemmer, der udstillede, god tale af Hanne Meyer
og en god og overraskende happening.
M.h.t. vinterudstillingen i atriumgården på Rådhuset i Esbjerg fortalte
formanden, at taleren Jørn Munksgaard havde bundet sit tilsagn om at tale op på,
at vi skulle synge en sang, han valgte og at han ville spille til. Panikken greb
om sig, da det viste sig, at flyglet var låst, men problemet blev løst i sidste
øjeblik. Det fungerede fint med skulpturer i midten af udstillingen.
Birthe Gawinski gør et fint stykke arbejde med bladet og rykker for stof til
bladet på en venlig måde. Deadline til næste blad er snarest muligt.
Male- og skulpturdagen hos Brøndberg så iflg. fotos i sidste blad ud til at have
været morsom, bl.a. var der noget med en sækkevogn….
Croquis på og sammen med Kunstvirke gik godt og modellen Tinne var god.
Julefrokosten på Sands var hyggelig og endte i private rammer hos Ella Biltoft.
Bestyrelsesarbejdet går rigtig godt. Samarbejdet er godt og bestyrelsen prøver
at være visionær bl.a. med forslaget om landart-projektet, Spor Vild Spor.
Med hensyn til udstillinger bør vi være mere modige og nytænkende med vor kunst
og kritikken fra René Holm om, at vi er for kedelige og for forudsigelige, er
nok ikke helt uberettiget og formanden efterlyste installationer.
Formanden rundede af med at genåbne diskussionen om evt. navneændring til f.eks.
C-bra, Z-bra, Se-BRA.
Der var ingen kommentarer til formandens beretning, der blev godkendt.
3. Regnskabsaflæggelse v/kasserer Tudlik Wiese.
Regnskabet blev fremlagt og godkendt af revisor. Vi har en formue på kr.
70.138,47. Regnskabet blev godkendt.
4. Indkomne forslag.
Der var ikke indkommet forslag.
5. Fastsættelse af kontingent.
Kontingentet er – henset til foreningens formue – uændret.
6. Valg af daglig ledelse, 3 suppleanter samt 1 revisor. Ella Biltoft,
Tudlik Wiese og Helle Dam blev genvalgt.
Arlette Skodborg-Jørgensen og Lause Søgaard blev genvalgt som suppleanter.
Revisor Jørgen Lisborg og revisorsuppleant Erik Brøndberg blev genvalgt.
7. Eventuelt.
Ella Biltoft fremlagde bestyrelsens forslag om et landart projekt. Medlemmer af
bestyrelsen har talt med lederen af Myrthuegård, Jens Futtrup og plantør Claus
Løth om placering af projektet og vi har fået lov til at bruge Myrthuegårds
faciliteter.
Tilmelding skal ske til Ella Biltoft senest 1/3 2009 og der er allerede en del
tilmeldte. Det koster kr. 300,00 at deltage og tidspunktet er 29/8-6/9 2009.
Der skal søges fondsmidler til en publikation og en Cd-rom, som skal dokumentere
projektet. Birthe Gawinski tager fotos hertil.
Der vil blive afholdt et møde med de tilmeldte om de praktiske ting omkring
omkostninger til materialer, forgængelighed, oprydning, børnesikring, evt.
ansvarsforsikring, evt. leje af Sct. Georgesgildets hytte i området,
pressedækning, evt. kontakt til kommunen og der skal vælges
koordinator/koordinatorer og styregruppe.
Det skal også diskuteres, om alt skal laves på stedet eller helt eller delvist
må transporteres til området fra et andet sted.
Der var forslag om et udstillingstema. Ikke til forårsudstillingen, men gerne
efterårsudstillingen 2010.
Der var forslag om, at navnediskussionen kan foregå i bladet.
Dirigenten takkede herefter for god ro og orden.
Referent: Helle Dam
Følg med på hjemmesiden:www.bra-art.dk og http://brabilledkunstnerforening.blogspot.com/
Referat af generalforsamling
d. 15. januar 2008 kl. 19.30 på ”Tobakken”.
Der deltog 26 medlemmer i generalforsamlingen med følgende
Dagsorden:
1. Valg af dirigent.
Richardt Dethlefsen blev valgt.
2. Formandens beretning v/Lotte Lambæk og Connie Borgen.
Først omtalt af den meget flotte og veltrimmede udstilling i Rådhusets
Atriumgård i januar og mente, det var den flotteste udstillingen, vi indtil nu
har haft og med god åbningstale af Knud Jager, godt samarbejde med kommunen samt
tilfredsstillende pressedækning.
Lotte roste det store, gode arbejde bladredaktøren Kirsten Søndergaard udfører
med vort blad og takkede hende samt korrekturlæser Arlette og bladudvalget. Hun
nævnte også, at bladet er blevet billigere at trykke, men det er flot.
Indbydelser til vore udstillinger kan medlemmerne nu udskrive selv via
hjemmesiden.
Tak til Richardt for mangeårigt, stabilt og kreativt arbejde med vor hjemmeside
og tak til Arlette for videreføring af arbejdet. Indbydelser til vore
udstillinger kan medlemmerne nu udskrive selv via hjemmesiden.
Forårsudstillingen på seminariet forløb godt og udvælgelses- og
ophængningsudvalget fungerede fint. De frivillige week-end kustoder fik også en
tak.
Tyrrestrup, der er tidligere BRA-medlem, holdt åbningstalen, musikken var god og
buffeten overdådig. Pressedækningen var også OK.
Lotte takkede de afgående bestyrelsesmedlemmer Richardt og Bo for deres indsats.
Alle foreningens arrangementer i året er blevet afholdt, undtagen
portrætudstillingen, der blev aflyst p.g.a. folketingsvalget, da kommunen skulle
bruge lokalet. Alt var ellers klart, taler bestilt, plakater trykt og 30
medlemmer havde tilmeldt sig, så det var rigtig ærgerligt, at folketingsvalget
kom i vejen. Vi prøvede om udstillingen kunne afholdes i Musikhuset, men
bestyrelsen opgav p.g.a. tidspres og praktiske problemer og arbejdede videre med
at kunne udstille i atriumgården – desværre forgæves.
Connie fortalte, at værkstedsbesøget hos Ella Biltoft var en hyggelig
sammenkomst med dejligt vejr, så vi spiste pizzaer med tilhørende vin, hvorefter
Ella demonstrerede, hvordan hun arbejder. Vi diskuterede også kunst og
udstillinger
Skulpturdag hos Brøndberg i Guldager blev afholdt med snak om udstillinger,
kunst og frokost.
Croquisaftenen sammen med Kunstvirke samlede en halv snes deltagere og kan måske
gentages.
Galleribesøg hos Margit Enggaard på Fanø, hvor Margit gæstfrit stillede an med
vin og chips samt stillede sig til rådighed for spørgsmål efter besigtigelse af
hendes værker. Dette arrangement var også åbent for partnere og var en rigtig
hyggelig udflugt.
Julefrokosten deltog 11 medlemmer i, men nogle medlemmer synes, at en sådan skal
foregå mere privat, men ingen meldte sig med husly.
Atriumgården er booket til en BRA-udstilling i november i år.
Økonomien er i orden.
3. Regnskabsaflæggelse v/kasserer Tudlik Wiese.
Det reviderede regnskab blev omdelt og da der ikke var bemærkninger, blev dette
enstemmigt godkendt. Revisor Jørgen Lisborg oplyste dog, at han har streget
”bilag gennemgået” ud, da han ikke har gennemgået disse, men set bankudskrifter
og synes alt så fint ud.
4. Indkomne forslag.
Der var ikke indsendt forslag
til behandling på generalforsamlingen.
5. Fastsættelse af kontingent.
Da økonomien er i orden, forblev kontingentet uændret.
6. Valg af daglig ledelse, 3 suppleanter samt 1 revisor. På valg er:
Connie
Borgen, der blev genvalgt..
Lotte Lambæk og Richardt Dethlefsen modtog ikke genvalg og Bo Worsøe
udtræder af bestyrelsen.
Ella Biltoft og Jens Jørgen Jensen blev foreslået til bestyrelse og valgt.
Lause Søgaard og Arlette Skodborg-Jørgensen blev foreslået som suppleanter og
valgt.
Jørgen Lisborg blev valgt som revisor og Brøndberg blev valgt som
revisorsuppleant.
7. Eventuelt.
Der er p.t. 107 medlemmer.
Flemming Rendbo oplyste datoen for forårsudstillingen på seminariet. Det bliver
med fernisering lørdag d. 29.03.2008 kl. 14-16.
Et medlem mente, det var for dårligt, at ikke flere medlemmer deltager i
foreningens arrangementer.
Et medlem åbner galleri i foråret og vil gerne se foreningens medlemmer der.
Hold øje med hjemmesiden.
Der var igen, igen diskussion om foreningsnavnet efter nedlæggelse af amterne og
meningerne er delte. Skal vi have et nyt navn eller skal vi ikke? Medlemmerne
kan sende evt. forslag til navneændring til bladet og vil blive medtaget på
næste års generalforsamling.
Der var forslag om udflugter, f.eks. til kunstmesse i Herning.
Dirigenten takkede for god ro
og orden.