VEDTÆGTER FOR BILLEDKUNSTNERFORENINGEN I RIBE AMT


§ 1. Foreningens navn: Billedkunstnerforeningen i Ribe Amt (BRA), BRA navnet bibeholdes, selv om amtet nedlægges.

§ 2. Formål:

1) At skabe et forum, der kan fremme de i Ribe Amt bosiddende billedkunstneres muligheder for en bedre indbyrdes kontakt; og at støtte interessefællesskaber de enkelte medlemmer imellem til gensidig inspiration og opbyggelse for de pågældende og for foreningens medlemmer som sådan.

2) At støtte og fremme interessen for billedkunst; og at arbejde for bedre vilkår for billedkunstnerne.

§ 3. Medlemskab: Billedkunstnere der er bosiddende i Ribe Amt kan blive medlem af foreningen. Med hensyn til bopælskriteriet kan den daglige ledelse dog eventuelt dispensere i enkelte tilfælde. Et medlem kan fratages sit medlemskab på den årlige generalforsamling, hvis man finder, at det pågældende medlem har modarbejdet foreningens interesser og ikke har overholdt foreningens vedtægter. Et ekskluderet medlem kan fordre sin sag behandlet på den førstkommende generalforsamling. Udmeldelse af foreningen skal ske ved skriftlig henvendelse til den daglige ledelse inden udgangen af et år, og udmeldelsen vil da først træde i kraft ved næste kalenderårs begyndelse.

§ 4. Kontingent: Medlemmerne betaler et årligt kontingent, hvis størrelse fastsættes på den årlige generalforsamling. Nedsættelse eller fritagelse for årlig kontingentbetaling kan i særlige tilfælde bevilges af den daglige ledelse.

§ 5. Den daglige ledelse: Foreningens interesser varetages af en daglig ledelse på 5 medlemmer. Den daglige ledelse vælges på den årlige generalforsamling. Den daglige ledelse konstituerer dig med følgende poster: Formand, kasserer og sekretær. Herudover kan den daglige ledelse oprette poster og nedsætte udvalg efter ønsker og behov. Den daglige ledelse skal afholde møde, når et af dens medlemmer ønsker det. Møder indkaldes med 8 dages varsel eller efter enig aftale. Til møderne kan der desuden efter ønske indkaldes udvalg og enkeltmedlemmer. Beslutninger tages ved simpelt flertal blandt samtlige mødedeltagere. Hvis et medlem kræver det, skal sagen dog forelægges til endelig godkendelse på et medlemsmøde eller på den årlige generalforsamling. Den daglige ledelse skal sørge for, at der bliver ført foreningsprotokol. Under tiden kan man dog nøjes med henvisninger til referater og lignende i medlemsskrivelserne.

§ 5a. Kan der på den ordinære generalforsamling ikke vælges en bestyrelse på 5 medlemmer, vælges en på 3 medlemmer med formand, sekretær og kasserer. Bestyrelsen konstituerer sig selv og kan med 14 dages varsel indkalde til ekstraordinær generalforsamling, hvis der viser sig en mulighed for at vælge en fuldtallig bestyrelse. Bestyrelsen på 3 medlemmer vælges for et år ad gangen.

§ 6. Medlemsskrivelser: Den daglige ledelse skal sørge for, at der regelmæssigt bliver udsendt medlemsskrivelser samt gerne et blad til kunstformidling, der dækker Ribe Amt, mindst 2 gange årligt. Bladet sendes til museer, kunstforeninger, presse m.v. Medlemsskrivelserne udsendes alene til Bra-medlemmer.

§ 7. Medlemsmøder: Medlemsmøder er åbne møder, hvortil samtlige, samt under tiden også ikke medlemmer, har adgang. Medlemsmødernes formål er at give alle medlemmer lejlighed til at træffe hinanden og indholdet kan være af både saglig og mere selskabelig karakter. Foreningsbeslutninger kan træffes på møder ved simpelt flertal blandt de tilstedeværende medlemmer. Indkaldelsen til et medlemsmøde forestås af den daglige ledelse. Medlemsmødet planlægges af den daglige ledelse og/eller et udvalg. Det bør tilstræbes, at medlemsmøderne falder med faste mellemrum og faste dage.

§ 8. Den årlige generalforsamling: Afholdes i januar måned. Indkaldelsen sker ved skriftlig meddelelse til samtlige medlemmer mindst 14 dage før generalforsamlingen.

Følgende punkter skal behandles:

1. Valg af dirigent.
2. Formandens beretning.
3. Regnskabsaflæggelse for det foregående år, afsluttet d. 31. december.
4. Indkomne forslag.
5. Kontingentfastsættelse.
6. Valg af den daglige ledelse, 3 suppleanter samt 1 revisor.

Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være den daglige ledelse i hænde inden 8 dage før generalforsamlingen afholdes.

Skulle dagsordenen ikke være blevet behandlet i sin helhed inden generalforsamlingen hæves, pålægges det den daglige ledelse at indkalde til ekstraordinær generalforsamling til afholdelse inden for 1 måned. Indkaldelsen skal bilægges et referat godkendt af dirigenten.

§ 9. Valgregler: Stemmeberettigede er medlemmer. Alle medlemmer, der er personlig myndige, er valgbare til den daglige ledelse. Den daglige ledelse skal bestå af 5 medlemmer. Af disse er henholdsvis 2 og 3 på valg hvert andet år. Genvalg kan finde sted efter 2 på hinanden følgende perioder i den daglige ledelse, kan genvalg dog nægtes.

Valg af den daglige ledelse og dens suppleanter foregår som følger: Hver stemmeberettigede person modtager én seddel, hvorpå vedkommende kan skrive ind til 6 kandidatforslag. Forslagene indsamles og en kandidatliste udfærdiges og bekendtgøres for alle. Kandidatliste skal indeholde mindst 6 (seks) navne.

Herefter modtager alle stemmeberettigede en stemmeseddel, hvorpå vedkommende må skrive ind til 3 navne fra kandidatlisten. De 3 kandidater, der får flest stemmer, er valgt. I tilfælde af, at 2 eller flere kandidater har lige mange stemmer, foretages der omvalg mellem disse, og skulle der ved omvalget stadig være stemmelighed, afgøres valget ved lodtrækning. Er der ved omvalget kun 2 kandidater, skal stemmesedlerne indeholde ét og kun ét navn af de 2 kandidater.

De 3 kandidater, der efter at den daglige ledelse er valgt, har fået flest stemmer, er valgt til suppleanter for den daglige ledelse. I tilfælde af stemmelighed foretages også her omvalg og om fornødent lodtrækning.

§ 10. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes;

1. Hvis den daglige ledelse ønsker det.
2. Hvis 25 % af medlemmerne skriftligt anmoder om det.

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes med 14 dages varsel og afholdes senest en måned efter, at bestyrelsen har modtaget begæring herom. I øvrigt gælder samme bestemmelser som for den årlige generalforsamling, bortset fra den faste dagsorden.

§ 11. Til vedtagelse i lovene og til foreningens opløsning kræves mindst 3/4 majoritet af de til generalforsamlingen fremmødte medlemmer.

I tilfælde af foreningens opløsning skal foreningens formue efter foreningens skøn tilfalde kunstforeninger i Ribe Amt

 

Således vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling lørdag d. 28. januar 1978.

Revideret 1979, 1981, 1985,1990, 2006 og 2011.